Vi maler byen rød

 

En musical af Rasmus Mansachs.

 

Den meget populære danske musical.  Med fest i overflod, spækket med mere end 20 af de største danske Melodi Grand Prix-sange gennem tiderne – flettet sammen i en historie om den vilde ungdom i 1980’erne (med et par mysterier og overraskelser i ærmet undervejs).

 

Musicalkomedien udspiller sig i de vilde 1980’ere, hvor håret er højt, skulderpuderne er enorme – og under overfladen er den helt gal!
Det er ikke let at gå i gymnasiet. Hvad med fremtiden? Kærligheden? Venskabet? Forældrene?
Der er masser af grin, fest og drama i den humoristiske, romantiske og rørende forestilling, som fik følgende ord med på vejen ved jomfruopsætningen i 2010:

 

Musicalen er fyldt til randen med de største danske Grand Prix-klassikere gennem tiderne, lige fra “Dansevise“, “Hallo hallo“, “Sku’ du spørg’ fra no’en“, “Under stjernerne på himlen“, “Krøller eller ej“, “Disco tango” og “Alt det som ingen ser” til “Ka’ du se hva’ jeg sa’“, “Kloden drejer“, “Skibet skal sejle i nat“, “Tænder på dig“, “Danse i måneskin“, “Video video“, “Boom boom” og selvfølgelig forestillingens titelnummer – samt mange flere.

 

Historien omhandler et par, som ser tilbage på sin ungdom i 1980’erne. Der følger vi en gymnasieklasse, som bliver ramt af en skandale, hvor elevernes forældre også bliver involveret. Snart bliver både de unge og deres forældrene for alvor sat på prøve – kærlighed, familie, venskaber, forhold, hemmeligheder, løgne og afsløringer kommer frem i lyset, hvor de unge og ældres håb og drømme om fremtiden skaber både frustrationer, dramaer, udviklinger og overraskelser med sig lige op til elevernes studentereksamen, hvorefter tingene ikke nødvendigvis helt bliver, som personerne i historien selv havde regnet med. Undervejs er der dog både fest, latter, tårer og farver i overflod inden den rørende finale.