Jonna Kremmling

 

Min opstart i HAT foregik gennem mine børn. Vi var, som så mange andre henne og se julekomedie i 1984. Jeg fik spurgt Gulli, som dengang spillede med, om hvordan man kom med, og fik at vide at det var meget svært. Altså har tingene ikke ændret sig meget på alle de år.

 

I januar 1985, ringede jeg til Gunhild og Volmer, som jeg ikke kendte på det tidspunkt, og fik at vide at vi kunne komme hen og se hvad de lavede, men at de var godt i gang med at øve på noget børneteater, så mulighederne var ikke store for at blive optaget. Nu var vi nok ikke sådan lige til at slå ud, så jeg gik hen i Folkemusikhuset sammen med Heidi, Anders og Martin. Og der har vi faktisk været mere eller mindre siden.

 

Det var så heldigt for os, at der var en der var sprunget fra som hofdame i ”Prinsesse Lattermild”, og da Helle fik hørt at Heidi godt kunne synge, fik hun lov til at være med. Anders og Martin var på det tidspunkt nok lidt for små. Jeg var meget interesseret og fik på et tidspunkt i øve forløbet, rodet mig ind i nogle kostumer.

 

Samme efterår skulle der spilles revy og der manglede en sufflør. Så det blev min debut. Også i Julekomedien, hvor både Heidi, Anders og Martin var med, var jeg sufflør. Min debut på scenen var det følgende forår i Dario Fo stykket ”Smid ikke liget ud før damen er klædt af”.

Derefter har jeg vel nærmest ikke været til at drive ned fra scenen. Som nogen måske ved har jeg i Julekomedien spillet Enkebaronessen, Fru Juliussen og Nissemor.

 

Mange sjove timer og oplevelser har jeg haft i HAT, og en af de store glæder har for mig været, at have en fælles interesse sammen med mine børn.

Gennem årene er der knyttet mange og stærke venskabsbånd gennem vores dejlige forening. De venskaber og det sammenhold jeg har oplevet derigennem, kan jeg sige har været guld værd for mig i den situation jeg har været igennem de seneste måneder. Tusind tak skal I have alle sammen.

 

Jeg har på det sidste været lidt passiv, men glæd jer ikke for tidligt. Jeg vender stærkt tilbage.

 

Mange knus til jer alle

Jørgen Groth

 

Det er vel ca. 100 år siden, at jeg startede i HAT. Den allerførste forestilling, jeg medvirkede i, var Ebberød Bank. Et stykke med masser af sange. Her medvirkede bl. a. Jens Due som onklen, der kommer hjem fra Amerika. Det var meget spændende at være med til. Hele byen var trommet sammen. Der var nemlig masser af roller. Og så lavede vi nogen sjove billetter. De var udformet som en aktie i Ebberød Bank. Heldigvis var kopimaskinen opfundet!! Men heller ikke mere end lige opfundet!!!!

 

Det var i 1985. Herefter blev jeg headhuntet af Bentes mand Niller til at sælge øl ved den tilstundende julekomedie. Og så var den “karriere” skabt. Og så er der jo sket mange ting siden. Og mange anekdoter er blevet skabt. Der kan øses i timevis. Alle de situationer, hvor det er kokset på scenen, og hvor vi klarede den alligevel. Og så der, hvor publikum mere eller mindre frivilligt bliver en del af anekdoten.

 

Jeg har lyst til at fortælle om et par episoder. Da vi spillede Cornevilles Klokker – en oprette, hvis handling, jeg aldrig helt forstod.

 

Jeg mener stadig, at de to unge, der fik hinanden til sidst var søskende – fy føj!! Men Johns den yngste datter Pernille var ikke ret gammel, da hun blev tvunget til at se stykket. John var jo med! Vi optrådte med fine parykker, og jeg skulle slå Johns paryk af. Og det må jeg have gjort ganske livagtigt. For Pernille blev så bange over det, at familien det næste års tid ikke kunne have besøg af mig, fordi Pernille begyndte at græde, når jeg kom. Vi har rettet op på det senere, tror jeg.

 

Den anden episode opstod i stykket Forårskuller, hvor Carsten Elin spiller en ung elsker (vistnok). Og forårstykker er jo nogen gange noget indviklet noget og fyldt med masser af intriger og forviklinger og fup og fidus. For at tjene til livets ophold, så arbejdede Carsten i sin fritid på et bo- og naboskab. Og alle gutterne derfra var i teatret søndag eftermiddag – sammen med de andre pædagoger. Situationen opstod så, hvor Carsten i sin rolle (et fransk navn) skulle rode sig ud af et par løgnehistorier. Og han spillede rollen godt, for der var helt stille i salen med åndeløs spænding, da en af gutterne med klar og tydelig stemme råber: “Tag det nu roligt, Carsten”.

John Nikolajsen

 

Jeg har flere gange under vores forestillinger tænkt tilbage på, hvordan jeg blev indlemmet i HAT familien, helt tilbage i 1989, hvor Hanne kort forinden var startet på Glasværket – en af Hannes nye kollegaer var Jane Roland, og Jane var naturligvis med i HAT – som manglede mænd! (ved ikke hvordan jeg så kom ind i billedet): Jane mente så, at Hannes mand sikkert kunne bruges til den kommende revy; jeg sagde jep – det vil jeg gerne prøve og jeg havde min debut på de skrå brædder i Himmelrevyen det følgende forår.

 

Se, dengang var vi selvfølgelig ikke så mange som nu, det betød bl.a. at Jørgen Groth og jeg selv måtte lave alle kulisser.

 

Jeg glemmer aldrig at vi torsdag nat i frostvejr lå ude på grusparkeringen og malede skyer, som i øvrigt var meget meget flotte.

 

Efterfølgende har HAT jo vokset sig større, og der er heldigvis flere folk til det hele, men det var godt nok hyggeligt dengang.

 

Jeg har også tit tænkt på, hvordan tilfældigheder får indflydelse på livet. Hvis ikke Jane havde været så udfarende, havde hele vores familie sikkert aldrig fået vores gang i HAT, både Pernille, Stine, Hanne og jeg har jo været med hele tiden siden 1990, og det har i hvert fald påvirket vores børn i positiv retning. Så en stor, stor tak til Jane.

 

En anden lille detalje er, at vi dengang var naboer til Folkemusikhuset, uden rigtigt at vide helt hvad det var, blind og døv kan man jo godt være.

Trine Villumsen

 

Det var med blandede følelser jeg modtog stafetten fra Jørgen Groth, da jeg ikke kan genkalde enkelte situationer, for der har været så mange morsomme episoder. Jeg er heller ikke god til at huske vittigheder, hvad var det lige der blev sagt, der bliver jo noget med ”ældre damer”!

 

Men jeg kan da fortælle om hvordan jeg startede i ”Huset”. Vicky (min datter) og jeg havde set både børneteater og julekomedie, da hun fandt ud af at det måtte hun prøve. Da vi kom derned, kunne jeg straks mærke, at det her må jeg være en del af og tilbød med det samme at stryge kostumer eller hvad der ellers måtte være brug for. Haps, Bente hev mig straks hen til Volmer og sagde her er en forældre der gerne vil hjælpe og inden længe var jeg involveret i en masse gøremål.

 

Næste skridt kom i Herlufholmhallen, da Bente og co. var ude med nisserne. De stod og manglede én der kunne lave nogle dansetrin til ”Missions hotellet Mamrelund”. De hørte at jeg havde danset hele mit liv og havde spillet teater som barn og hovsa, så var jeg ”ansat” som koreograf og har været det siden. Så måtte jeg pludselig være stand in for Katja, som ikke kunne spille med en weekend. Så min debut blev som letlevende dame, føj hvor var jeg nervøs. Så var toget sat i gang, og har kørt på fuld damp og alle kedler lige siden, både med børneteater, voksenteater, julekomedie og ungdomsmusical m .m.

 

Det har været, og er stadig, en uundværlig del af mit liv, en livsstil, som jeg nødig vil have været foruden. Det har givet mig så meget, selv om det har taget det meste af min fritid, som jeg plejer at sige : Planlægning er  alt! Heldigvis er min mand ( Per ) også blevet dybt involveret , som lyd-og lysteknikker og husets altmuligmand og vicevært, ellers var det ikke gået.

 

Gennem årene har jeg mødt utroligt mange pragtfulde mennesker i det hus, som jeg føler er blevet mine venner og næsten familie, så godt kender vi hinanden. Vores sammenhold, samarbejde og uformelle omgangstone tror jeg at man skal lede længe efter. Her lærte jeg at man krammer goddag og farvel og jeg fik lært at tro på at jeg godt kunne og måske også kan lære andre noget. Man bliver altså mere udadvendt af at spille teater, jeg tror ligefrem det er sundt, om ikke andet så for sjælen, den bliver rigere på mange måder!

 

Jeg håber at HAT må bestå i mange år endnu, til glæde for både brugere og beskuere!!!

Anders Kremmling

 

Min mor har fortalt mig af hun har givet HAT stafetten til mig så jeg må vel skive lidt.

 

Jeg husker stadig den dag for 25 år siden da vi var henne og se jule- komedien.

 

Da mor kom og sagde at vi kunne gå over og se hvad det var de lavede ovre i det store gule hus, kunne vi næsten ikke vente.

 

Jeg måtte dog vente et lille års tid inden jeg kunne være med.

 

Da dagen kom og jeg skulle være med, meldte jeg mig som mus, fordi jeg året før havde set at de havde store øre på og dem ville jeg da gerne vide hvordan de sad fast, og hvordan de var at have på. Så jeg blev lidt skuffet da vi ikke skulle have dem på mere, men bliv dog hurtigt glad igen. Og det at være mus viste sig ikke at være så tosset endda J, for ud af de 24 år jeg har været med i jule komedien har jeg kun været nisse en gang.

 

I 85 kom jeg så med i børneteateret og fik rollen som lille prut J, sjovt men kan ikke huske så mange detaljer, men jeg kan da huske at (JEG VILLE SLÅ SØM I) men det måtte jeg ikke for jeg var for lille.

 

Siden den dag har jeg været alt fra myre, borgmester, prins, konge (flere gange) og en hel del andet.

 

Det er svært at gisne om hvor jeg havde været i mit liv i dag, hvis jeg ikke havde haft HAT.

 

Men jeg er sikker på at alt det jeg har lært i HAT har hjulpet mig meget, i alt det andet jeg har præsteret i mit liv ind til nu (skole, uddannelse osv.) og vil også gøre det frem over.

 

Vil gerne slutte med at sende en tanke til alle dem der ikke er her mere men som har gjort HAT til det som det er i dag og det det har været i alle de år jeg har været med.