Lysprisen er indstiftet i foråret 2009 af Dorthelill Fries, der begrunder indstiftelsen således:
Inspirationen til “Lysprisen” har taget form gennem instruktionen af omkring 11 forestillinger, hvor jeg har arbejdet sammen med en masse dejlige mennesker. Niveauet hos skuespillere, kulissemagere, lys og lyd – ja, alle i de forskellige crews har været særdeles højt. Engagement og vidunderligt samarbejde er et varemærke for HAT.
Jeg har sat stor pris på at få lov til at være en del af dette fællesskab, og på den baggrund ønsker jeg at indstifte en pris. Prisen skal følge forårsstykket, da det er her, jeg primært har slået mine folder. Prisen skal tilfalde en person, som har deltaget i produktionenen med vedholdende og vidunderlig indsats til gavn for fællesskabet og dermed til at skabe glæde og lys i lokalsamfundet med flere. Diplomet, som er udsmykket af en af Fensmarks egne kunstneriske sjæle, Richard, skal uddeles i forbindelse med forårsstykkets afslutning. Instruktøren af forårsstykket udpeger den værdige modtager af prisen. Det synlige bevis på prisen 2009 har jeg købt hos Fensmarks egen vidunderlige keramiker Inger Mehlum. Inger fandt ideen så god, at hun fremover vil donere et nyt sæt lysestager til fremtidige prismodtagere. Det synes jeg er en flot gestus af Inger – lige i foreningens ånd.
Jeg føler mig overbevist om, at der i fremtiden vil være mange værdige modtagere af “Lysprisen”, og at den således i fremtiden vil være med til at lyse over det særlige kunstneriske samfund, jeg har mødt i HAT, hvor alle skulle have en lyspris til en start.
– Dorthelill Fries
I år gives lysprisen til en person der har været med i en del år og måske var lidt arveligt belastet. Det viste sig burtigt, at der var et aktivt "drive” tilstede, det var ikke til at tage fejl af og det er jo noget vi holder meget af, her i Huset.
Det har så taget til, der er blevet taget mere og mere initiativ og lagt mange timer i forberedelser. Personen er altid på pletten i god tid, altid med et smil og udstråler overskud, hjælpsomhed og er meget omsorgsfuld. Opgaverne er der styr på, også andres, hvis der er brug for det.
I det hele taget ikke bange for at være viljefast, smøge ærmerne op, være iværksætter og få tingene gjort.
I det seneste år er det gået særligt stærkt, jeg nævner i flæng: produktionsleder, stedfortræder for instruktør, danseinstruktør vikar, blomsterdekoratør, festarrangør, frisør, sminkkør, kagebager og ikke at forglemme - indimellem blev der også tid til at være brylupsarrangør og deltage som en af hovedpersonerne.
Det er så dejligt at se, at der er nye unge kræfter på vej, med lyst og evner, så vi kan se, at HAT har en fremtid.
Så nu er der vist ikke mange der er i tvivl om at årets prismodtager er:
RIKKE STRANGE SCHEUERMANN
STORT TILLYKKE
Årets lysprismodtager er ikke ”gammel i gårde”, men en af de nyere medlemmer, der frisk sprang ind, hvor der var opstået et ”hul”, altså en ubesat rolle, det var heldigvis en erfaren rotte, så det var ikke noget problem.
Personen klarede det med bravour og faldt hurtigt til i gruppen og da dette års stykke mangelede en instruktør, så ville hun da gerne prøve at løfte opgaven og det er blevet klaret med proffesionalisme, skarphed, målrettethed, altid velforberedt, empatisk og med et smil på læben - der ikke er blevet mindre efter, at hun stjal en af skuespillernes hjerte.
Ingen opgaver er for store, det er ikke noget problem – den klarer vi.
Heller ikke da nogen foreslog instruktøropgaven til næste års musical – ikke noget problem.
I det hele taget skal man lede længe efter et så sjældent gå – på – mod og optimisme.
Dejligt du er kommet med på holdet, du bidrager helt sikkert med lys, glæde og entusiasme.
Så derfor går årets lyspris til JULIE ANNA HEDEGAARD
Årets lyspris tildeles ikke en person der har været HAT-medlem i mange år, men var en der frisk sprang ind i en produktion med flere funktioner/roller. Denne person har fra dag et haft et gå-på-mod som Pippi Langstrømpe: Det har jeg aldrig prøvet ført, så det klarer jeg helt sikkert! også under denne produktion, hvor vi har været ramt af en del udfordringer, sagde vedkommende: Tag det roligt, det skal nok gå, den klarer vi, med et beroligende smil på læben.
Denne smilende person er yderst venlig, imødekommende, disciplineret, erfaren, ydmyg, hjælpsom og tålmodig, ikke mindst!
I timevis har han været "bænkevarmer" og har fået denne musical (Showtime) til at lyde fantastisk, både hvad sang og musik angår. Havde han ikke brugt utrolig megen tid og energi på at få samlet et dygtigt og rutineret band, så havde vi ikke stået her i dag med så flot et resultat! Så derfor er det med en stor fornøjelse og anerkendelse at lysprisen 2022 overrækkes vores kapelmester Preben Frandsen Sørensen.
Årets lyspris uddeles, lidt utraditionelt, på den årlige generalforsamling, fordi modtageren ikke er med i denne sæsons stykke, men i mange år, har bidraget med smil, lyst og evner til, at adskillige stykker er blevet opført med stor succes.
Der er blevet knoklet ved computeren i mange timer og foran skuespillerne, med dygtig instruktion, af både skuespil og sang. I løbet af de sidste ca. 23 år, er der blevet skrevet adskillige stykker til børneteateret, instrueret utallige julekomedier, spillet med i julekomedien, flere musicals, instrueret musical og været et meget aktivt og ide’rigt medlem af HATs bestyrelse.
Når Anette Funch påtager sig en opgave, går hun ind projektet med energi, positivitet, kreativitet og smittende humør.
Nu har hun, forståeligt nok, besluttet sig for at bruge mere tid på Morten, børnebørn og korsang og giver derfor bolden videre, men har lovet stadig være en del af HAT - og det håber vi meget på :0))
Årets lyspris gives til en der har været med i HAT næsten hele sit liv, Julekomedien, børneteateret og siden voksenteateret, både farcer og musicals.
HAT har haft stor glæde en personens evner på de skrå brædder, det være sig både som skuespiller, instruktør koreograf og sminkør.
Der bliver altid gået til opgaven med stor ildhu, disciplin og ihærdighed.
Bag den yndige og smilende facade, gemmer sig stor kærlighed til teateret, fællesskabet og familien, som i øvrigt alle har betrådt vores skrå brædder!
Det er vist også første gang nogen har fundet sit livs udkårne her, men det lykkedes altså i dette tilfælde.
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om hvem det drejer sig om, så er det med stor glæde årets lyspris overrækkes til Pernille
Årets lyspris går til en meget dedikeret, målrettet, ildsjæl, der brænder for at lave teater.
Vedkommende gør helst ikke noget halvt, så derfor valgte han så at både skrive og instruerer årets stykke selv.
Han har været en rigtig dygtig instruktør, der giver konstruktiv kritik og forstår at guide skuespillerne i den retning han ser karakteren skal være, men på en meget forsigtig, vejledende, pædagoisk måde, det må stamme fra hans civile job.
Det har bestemt heller ikke været nogen bagdel, at han selv har betrådt de skrå brædder en del og med stor succes! Han ved hvad der virker, TIMING!!
I det hele taget så har hans positivitet smittet af på hele holdet og han har ikke været bange for at give en hånd med på alle fronter, det være sig kagebagning, plakater, PR, kulisser, programmer og foldning af disse.
Jeg tror at hele holdet har været meget glade for hans måde at ”køre showet” på og har respekt for hans beslutninger.
Så derfor er det mig en stor glæde at overrække dette års Lyspris til KASPER!!
Det er både med stor glæde, at vi tildeler Dorthelill ”Æres-lysprisen”, men også med sorg, efter vi måtte sige farvel til hende 24/10-2019.
Tæppet er gået ned, for sidste gang, for vores fantastiske instruktør og elskede veninde. Dorthelill, - du kom med i HAT i 1998 og har siden instrueret mange stykker, mest farcer, da du brændte for
komikken. Du havde en særlig evne til, at få skuespillerne til at tro på sig selv og deres evner og få det bedste ud af
dem. Du var utrolig empatisk og inspirerende at arbejde sammen med, men samtidig lyttende og åben for andres
kreative forslag. Trods dine egne helbredsmæssige udfordringer, så man hende altid kun med et smil på læben og glimt i det
intense blik. Til premiererne fik vi altid en krystalsten, som skulle hjælpe os godt igennem forestillingen.
Du sendte gerne lys og engle til andre, så nu håber vi på, at lyset og englene har taget godt imod dig og at
du har det godt der hvor du er nu! ”Some where over the rainbow…..” Dorthelill, - du og din helt specielle energi vil blive savnet og vil aldrig glemme dig!! Æret være dit minde.
Det er med stor sorg, at vi har måttet sige et alt for tidligt farvel til Richard Saaby, ved hans pludselige død.
For at ære hans minde og hans store og mangeårige engagement i Holmegaard Amatørteater, tildeler vi hermed Richard ”Æres-lysprisen”!
Kære Richard, du har som ildsjæl sat et STORT aftryk i HAT og været med til at skabe det teater, vi har i dag!
….
Kære Richard – dine kreative talenter var mangfoldige, og som person var du humoristisk, hjertevarm og imødekommende, – vi siger dig tak for alt du gav. Du vil altid blive husket!
Æret være dit minde.
Personen som prisen gives til i år
Har været i teateret i mange år
Og spillet med i et utal af stykker
Har ikke misset en julekomedie
Altid glad og smilende
Fuld af og gå på mod og positiv energi
Ikke bange for nye udfordringer, går på med krum hals
Deltager i flere arbejdsområder
Fuld af initiativ og gode ideer
I år påtog personen sig en helt ny og krævende rolle,
som blev klaret på fineste vis.
Det er ikke let at være den der trækker i alle trådene og får det hele til at spille,
men det klarede Anders Kremmling med bravour – så derfor er han modtageren af årets lyspris
Hjertelig tillykke ;o))
Denne pris gives ikke for præstationer hverken på scene eller bag
Den gives for det ”lys” man bringer ind i dette hus og i gruppen
Dette års modtager har ikke været med i mange år, men har fra starten
vist kærlighed til huset og det arbejde her bliver udført
en utrolig positivitet og glæde stråler ud af personen, det øjeblik salen betrædes
en ildsjæl der brænder for teateret og de mange opgaver der følger med en opsætning og aldrig siger nej
altid smilende, rar og kærlig
man går aldrig forgæves hvis man spørger om hjælp, det finder vi ud af…
ydmyg og beskeden, aldrig set vred eller skuffet
åben for muligheder og villig til at tage nye udfordringer op
og er meget disciplineret og dedikeret
dette kunne passe på mange, men der er i den grad en der fortjener denne pris, og det er Klavs Strange!
Hjertelig tillykke ;o))
Kære Tine, du er et menneske, der altid er givende i forhold til fællesskabet her, når en Forestilling skal stables på benene lige fra hjemmebagte boller m m til dit gode humør ,og når du sprudler af liv på scenen. Vi synes, du skal have lysprisen for dit lys, som du har bidraget med i mange år her i HAT.
Kære Per
Jeg har været tilknyttet HAT i mange år som instruktør og gæst. Mine oplevelser har været vidunderlige
Engagement, Frivillighed, Professionel dygtighed ud over det sædvanlige, Skønne fællesskaber sammen og med vores publikum,
Alle yder det bedste, de har, det gælder:
Musikere, Lys og lyd, Rekvisitører, Scenografer, Med flere.
Tænk hvad det betyder for børn, unge og voksne. Det skaber lys og liv – derfor indstiftede jeg lysprisen. Den er en kærlighedspris til alle, der er med. Den person, der får den, er én, som har ydet en særlig indsats i år. Det er dine kolleger, der har valgt dig! Til lykke med dét.
Til lykke Per og alle med den flotte ”Annie”, som var en glæde at se og opleve.
Stor varm teaterhilsen
Dorthelill
Joachim modtager fortjent prisen i år, for den store opgave at Instruere “Midt om natten”
Dorthelill begrundelse følger, indtil da må I nøjes med Formandens:
Janni er en yderst fortjent modtager af denne pris, hun yder altid sit bedste og er en fremragende skuespiller. Men ikke nok med at hun havde en stor rolle at arbejde med, der var også overskud til at farte land og rige rundt efter møbler og kostumer.
Jeg tror at vi alle mener at Janni fortjener denne anerkendelse og ønsker stort tillykke.
Per modtager fortjent prisen for sit store arbejde i både folkemusikhuset og for Holmegaard Amatør Teater. Per er altid bag teknikkerpulten og arbejder uden tvivl flere timer i huset end alle andre. Lys og lys fungerer altid perfekt til vores forestillinger, selv om det nogle gange koster nattesøvnen.
Per er den helt rigtige modtager af lysprisen
Jørgen er en gave for mig som instruktør, fordi han er der hele tiden med en hjælpende hånd og mere til. Han er der hver gang både øvegang og under hver eneste opførsel. Han hjælper med kulisser, rekvisitter, udfører alle mulige forskellige jobs under forestillingen (sænke sol, stol, slå med fisk, hive tæppe for osv) . Han klarer derudover, at spille en lille rolle, hvis vi står og mangler ”en posedame” f.eks. Han glæder os med fotos. Hele hans indstilling er utrolig hjælpsom og venlig og omsorgsfuld. Alt udføres med kreativ lyst og utrolig beskedenhed. Det er en gave at have ham med på holdet.
Dorthelills ord til Jørgen:
Du spreder lys ved at bidrage på vidunderlig måde til teatrets fælles løsnings gåde – Tak!